Mystisk politiaktion

Politiet har formentlig været til stede for at efterforske et dødsfald i byen Hejnsvig

Politiet efterforsker en hændelse i byen Hejnsvig. Foto: René Lind Gammelmark
Politiet efterforsker en hændelse i byen Hejnsvig.
Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Sydøstjyllands Politi var mandag morgen og formiddag massivt til stede ved Østre Ringvej i Hejnsvig nær Billund og Grindsted. 

Formentlig er en kvinde afgået ved døden. Hun er angiveligt blevet ramt af en blodprop. Det skriver jv.dk

Næppe en forbrydelse

Intet tyder på, at der er sket noget kriminelt.

- Lige nu peger det ikke i retning af, at der er sket en forbrydelse. Men indtil vi har de endelige udtalelser fra dem, der har været ude og undersøge stedet, vil jeg helst ikke udtale mig mere om det, siger efterforskningsleder Jens Lyng fra Sydøstjyllands Politi til jv.dk. 

Ifølge avisen kunne borgere i Hejnsvig allerede høre lægehelikopteren komme flyvende hen over byens tage ved femtiden. Og byens hjertestarter, der hænger ved Dagli'Brugsen, blev hentet og taget i brug.

LÆS HER OM LIGSYN, DØDSATTESTER OG OBDUKTION

Ligsyn. Når en person er død, skal liget synes af en læge, der ud fra sikre dødstegn fastslår, at personen er død.
Det er den læge, der foretager ligsynet, der udsteder dødsattesten. Hvis lægen vurderer, at dødsmåden eller dødsårsagen ikke er naturlig, så skal lægen kontakte politiet, der sammen med embedslægen senere gennemfører et retslægeligt ligsyn.

Retslægeligt ligsyn. Når lægen vurderer, at dødsmåden eller dødsårsagen ikke er naturlig (ulykke, selvmord, drab), skal lægen tilkalde politiet. Det er så politiet og embedslægen, der sammen skriver dødsattesten. Ud fra sygdomsforløb og omstændigheder i øvrigt vurderer embedslægen og politiet, om liget skal obduceres .

Dødsattest Dødsattesten er et bevis på, at en læge har konstateret personen død.
Afdøde må ikke lægges i kiste, begraves, kremeres eller føres ud af landet, før dødsattesten er underskrevet af en læge. Når lægen vurderer, at der ikke er klarhed over dødsmåde eller dødsårsag, skal lægen tilkalde politiet. Så er det politiet og embedslægen, der gennemfører ligsynet og skriver dødsattesten.

Obduktion Der findes to former for obduktioner - lægevidenskabelig obduktion og retslægelig obduktion.

Lægevidenskabelig obduktion Lægevidenskabelig obduktion har til formål at fastslå den nøjagtige dødsårsag. Det for at få bedre kendskab til den eller de sygdomme, som den afdøde led af. Derudover til brug for forskning og uddannelse.
En lægevidenskabelig obduktion må ikke foretages uden, at den nu afdøde tidligere har givet skriftligt samtykke, eller pårørende efterfølgende har givet samtykke.

Retslægelig obduktion Retslægelige obduktioner besluttes af politiet ved mistænkelige dødsfald eller dødsfald, hvor dødsmåde og dødsårsag ikke umiddelbart kan fastslås. 

En retslægelig obduktion er en ydre og indre undersøgelse af et dødt menneskes krop med det formål at fastslå årsagen til at personen er død.

Alle organer undersøges og der udtages blodprøver og materiale til kemiske undersøgelser. Retslægelig obduktionen gennemføres for at udelukke eller fastslå en forbrydelse. Når der foreligger en forbrydelse, er det vigtigt at dødsårsag og dødsmåde er nøje beskrevet. Det er afgørende, når retten eventuelt senere skal vurdere sagen.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS