Myrder lille datter
Pigen blev fundet i en stor pøl af blod
En far har dræbt sin femårige datter med flere skud i hovedet i familiens hjem i Hillsborough County i Florida, USA.
Den 30-årige far ved navn Jermaine Bass skød ligeledes sin otteårige søn i hovedet.
Sønnen er i kritisk tilstand og kæmper for sit liv på hospitalet.
Det skriver People.
Moren flygtede udenfor
Mandag aften havde moren lige kysset børnene godnat og overladet putningen til deres far, da der pludselig lød flere skud i lejligheden, oplyser politichef Chad Chronister fra Hillsborough County Sheriff's Office på et pressemøde tirsdag morgen.
Moren frygtede for sin sikkerhed og flygtede udenfor.
Kort tid efter kom Jermaine Bass gående ud fra huset med parrets otteårige søn i armene.
"Ring efter hjælp," skulle han ifølge politichefen have udtalt.
Ved politiets ankomst fortalte Bass, at der var tale om et uheld.
- Betjente går ovenpå, og til deres store skræk finder de ud af, at der ligger en femårig pige i en stor pøl af blod i den øverste køje, fortæller Chad Chronister.
Sigtet for drab
Politiet mistænker Jermaine Bass for med vilje at skyde sine to børn, der begge blev skudt 2-3 gange i hovedet.
Det er ikke bare en tragisk sag, men også en yderst foruroligende sag, lyder det fra politichefen.
Den 30-årige far er blevet sigtet for drab, drabsforsøg og børnemishandling. Han blev nægtet kaution.