Motorcyklister fældet ved uheld

Flygtede efter uheld - og det var der en god grund til

Offentliggjort

To mænd på motorcykel flygtede tirsdag morgen fra et uheld ved Lejre. Og det viste sig senere, at det var der en rigtig god grund til.

En 39-årig mand fra Kirke-Eskilstrup slog alarm til politiet, fordi han som fører af en varebil var blevet impliceret i et færdselsuheld på Hovedvejen. 

Her var han blevet strejfet af en motorcykel med to personer på, men motorcyklisterne var trods et indledende styrt fortsat kørslen ad Hovedvejen i nordlig retning væk fra uheldsstedet.

Patruljer sendt afsted

- Flere patruljer blev sendt til området, hvor en patrulje cirka 500 meter fra uheldsstedet fandt den involverede motorcykel samt to kvæstede mænd ved den, skriver Midt og Vestsjællands Politi i rn pressemeddelelse.

Mændene blev identificeret som en 18-årig mand fra Viby Sj. og en 32-årig mand fra Falster, der begge i tilkaldte ambulancer blev kørt på skadestuen til behandling med kvæstelser på benene.

Den 39-årige fører af varebilen var sluppet uskadt fra sammenstødet.

Han havde lavet en undvigemanøvre for at undgå et sammenstød med en modkørende bilist. Han blev i stedet strejfet af en modkørende motorcykel.

De væltede

- Motorcyklen væltede som følge af påkørslen, men de to mænd fortsatte kort efter deres kørsel væk fra uheldsstedet. De to mænds motorcykel havde en svensk nummerplade på og viste sig at være blevet stjålet i Sverige, oplyser politiet.

Motorcyklen blev beslaglagt med henblik på udlevering til rette ejer. Ved visitationen af de to mænd  blev de begge fundet i besiddelse af mindre mængder af både hash, amfetamin og receptpligtige tabletter uden tilladelse.

Vejen var spærret

Begge mænd blev indlagt på sygehuset, hvor de også fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for påvirkning af euforiserende stoffer under kørslen, idet politiet umiddelbart kunne mistænke den ene for at have været fører af motorcyklen på uheldstidspunktet og måske den anden for at have kørt væk fra uheldsstedet.

- Hovedvejen var kortvarigt spærret for trafik i begge retninger under politiets undersøgelser, beretter politiet.

Powered by Labrador CMS