Motorcyklister bliver nakket

Nu kan de ikke længere køre på frihjul

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiets nye ATK-vogne, som netop er blevet taget i brug, har flere funktioner, som kan gøre det lettere for politiet at kontrollere farten på de danske veje. 

Blandt andet tager måleudstyret et billede af både den forreste og den bagerste nummerplade - hvilket også gør det muligt at fange motorcyklister. 

Fanger flere

- Så jeg tænker, at vi får registreret nogle flere motorcykler med det nye udstyr, end vi gjorde med det gamle, siger vicepolitiinspektør Jesper Engelund til Newsbreak.dk.

Udover at de nye biler tager billeder af begge nummerplader, så er måleudstyret også trådløst, hvilket betyder, at det er mere mobilt. 

Vil skabe tryk

Men politiet regner ikke med, at det nye udstyr giver flere sigtelser for fartovertrædelser, lyder det fra vicepolitiinspektøren. 

- Vi sætter 3000 flere timer af her i politikredsen, og det betyder selvfølgelig, at vi er mere derude. Og det giver et kontroltryk. Hvis vi er heldige, betyder det at folk oplever, at der er et større kontroltryk, og så får vi faktisk ikke flere ind i kameraerne, og det er jeg rigtig glad for, siger Jesper Engelund til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS