Morten Messerschmidt frifindes
Partiformanden frifindes i den såkaldte Meld-sag
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, frifindes i den såkaldte Meld-sag om dokumentfalsk og svindel med EU-midler.
Dommen er faldet onsdag formiddag i Retten på Frederiksberg, og den udløste høje jubelbrøl på tilhørerpladserne.
- Yeeees, det var lige det, vi manglede, lød det.
Assistent frifundet
Morten Messerschmidts tidligere assistent, som i sagen har været anklaget for dokumentfalsk er også frifundet.
- Vi har fået en tidlig julegave, siger Dansk Folkepartis næstformand, René Christensen, efter at DF-formand Morten Messerschmidt er blevet frikendt i den såkaldte Meld-sag om dokumentfalsk og svindel med EU-midler.
- Jeg er meget lettet, og nu kan vi som parti komme videre, siger næstformanden.
Store smil
Der var store smil hos både Morten Messerschmidt, hans kæreste Dot Wessman, og det følge af advokater og ansatte i Dansk Folkeparti, som har fulgt Messerschmidt under sagen.
Der blev krammet og klappet flittigt på skuldre, i minutterne efter at retsformand Søren Hafstrøm havde læst rettens afgørelse op.
Hafstrøm slog fast, at han, sagens anden dommer og de tre domsmænd var enige om afgørelsen.
Sommergruppemøde omdrejningspunkt
Omdrejningspunktet var, hvorvidt der i august 2015 blev afholdt en konference arrangeret af det europæiske parti Meld, som Messerschmidt var formand for, i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Color Hotel i Skagen.
Anklagemyndigheden har ment at kunne bevise, at det gjorde der ikke, og at den EU-støtte, som Messerschmidt havde søgt og opnået udbetalt til Dansk Folkeparti derfor var uberettiget og i øvrigt opnået ved svig.
- Vi finder det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at der ikke blev gennemført en sådan aktivitet, lød det fra Søren Hafstrøm.
Anklager ikke afklaret
Anklager Rasmus Maar Hansen er ikke afklaret med, om sagen mod Morten Messerschmidt skal ankes.
Det siger han foran Retten på Frederiksberg, hvor Morten Messerschmidt netop er blevet frikendt i sagen om dokumentfalsk og brug af EU-midler.
- Nu skal vi læse dommen og finde ud af, hvad der er op og ned, og finde ud af, hvad der er lagt vægt på, siger han.
- Syv hårde år
Morten Messerschmidt siger til Ritzau efter dommen i Retten på Frederiksberg:
- Det har været syv hårde år, hvor rigtig mange af dem, der har bakket mig op, også har været her i dag. Og det betyder selvfølgelig meget. Det er hele forudsætningen for, at man kan gå igennem det pres, at der er nogen, der tror på en. Både i partiet, men i særdeleshed Dot. Og jeg er glad for at kunne lægge det her bag mig.