Morder på fri fod i 38 år - til nu

En ung kvinde blev i 1984 fundet misbrugt og kvalt bag et lager

Nu 60-årige Edward Morgan er sigtet for et 38 år gammelt mord.
Nu 60-årige Edward Morgan er sigtet for et 38 år gammelt mord.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har anholdt og sigtet en mand for et mord, der blev begået for 38 år siden.

Det oplyser statsanklageren i Dallas.

21-årige Mary Jane Thompson blev i februar 1984 fundet bag et lager i Dallas i den amerikanske delstat Texas.

Hun var blevet misbrugt seksuelt og kvalt.

Efterforskningen af mordet kastede intet af sig, og sagen blev henlagt.

Her lå den til den blev genåbnet i 2009.

Det lykkedes med nye metoder at udvinde DNA fra prøver fra Thompsons obduktion, oplyser statsanklageren.

Der var dog intet match med en eventuel gerningsmand - og sagen blev igen henlagt som uopklaret.

I 2018 blev den endnu engang genåbnet og to år efter blev FBI involveret.

En ny metode, den samme, der fældede Golden State Killer, blev taget i brug - og den foreslog den nu 60-årige Edward Morgan som gerningsmand. 

Sådan gør de

Metoden går ud på at bruge en offentlig DNA-database, der bliver udvidet ved, at privatpersoner uploader deres eget DNA-materiale i forsøget på at finde frem til ukendte familiemedlemmer.

I DNA-efterforskningen bruger politiet DNA fra gerningsmanden til at sammenligne med eksisterende materiale i den offentlige database. 

Herfra får man lavet et stamtræ og ud fra det indsnævres mulighederne.

DNA-prøver fra ham matchede dem, der var taget fra liget af Mary Jane Thompson.

Fredag kunne politiet så melde ud, at Morgan var anholdt - og sigtet for mordet på den unge kvinde.

Euforisk søster

Selena Tomasello har gennem alle årene kæmpet for retfærdighed for sin dræbte søster.

"Jeg håber, de finder ham, der dræbte dig for 30 år siden", skrev hun blandt andet i 2014 på Facebook i forbindelse med sin søsters fødselsdag.

I et nyt opslag, med tilhørende billeder af sin dræbte søster, skriver hun blandt andet:

"Fredag fik jeg endelig det opkald, jeg har ventet på i 38 år. Nu er han ikke fri mere. Jeg er lykkelig for, de endelig fik ham".

Powered by Labrador CMS