MMA-Jesper i flæsket på indbrudstyv
En indbrudstyv begik indbrud hos den "forkerte". Han endte i en blodig slåskamp med en MMA-kæmper og slap bestemt ikke godt fra det
- Hvis der var en, som skulle udsættes for indbrud, så var det nok mig. Tyven valgte den forkerte eller forkerte, alt efter hvordan man ser på det, fortæller Jesper Pedersen til Newsbreak.dk og tilføjer:
- Men jeg har ikke sympati for ham.
I sidste uge blev 43-årige Jesper Pedersen overfaldet af en indbrudstyv i kælderen i lejlighedskomplekset, hvor han bor, på Saltholmsvej i Esbjerg.
Jesper Pedersen har dyrket MMA (Mixed Matial Arts), som er en moderne kampsport, på fast basis i mere end fem år - men on/off i 16 år.
Og han fik i den grad brug for alt de greb, kneb og tricks, som han har lært i den mangeårige træning.
Fighteren kom op i ham
Jesper Pedersen blev vækket af lyde fra kælderen midt om natten, og da han opdagede indbrudstyven, konfronterede han ham.
- Jeg sagde: "Hvad har du gang i, kammerat" eller noget i den stil. Det faldt mig helt naturligt at antaste ham, fortæller han og fortsætter:
- Man ved ikke, hvordan man reagerer i sådan en situation. Enten går man i fight-mode eller flight-mode. Jeg fightede.
"Jeg har en gun"
Indbrudstyven forsøgte først at stikke af, men da han ikke kunne få døren op, truede han den 43-årige beboer: "Jeg har en gun", lød det.
Jesper Pedersen tøvede men vurderede så, at manden næppe ville gøre sig til morder over et indbrud i en kælder.
Herefter tyede tyven til vold.
- Han slog mig to gange i ansigtet med knytnæve. Jeg valgte - i selvforsvar - at gå til modangreb. Selv om han gjorde god modstand, lykkedes det mig at få lagt ham ned ved at gøre brug af MMA-greb, jeg har trænet. Imens jeg sad ovenpå tyven og holdt ham nede, ringede jeg 112, fortæller Jesper Pedersen.
- Det fik ham til at gå amok. Han bed mig i skulderen og låret og slog mig i baghovedet med en stump genstand. Jeg tror, at det var et koben, han fik fat på, der lå i kælderen. Slaget flækkede mit øjenbryn, fortsætter han.
Til sidst havde gerningsmanden ikke flere kræfter tilbage og opgav at kæmpe videre.
Politiet nåede frem i løbet af fire minutter, og betjentene måbede over synet, der mødte dem, lyder det.
Flækket øjenbryn og bidemærker
Under overfaldet fik Jesper Pedersen flækket øjenbrynet, store bidemærker i både skulder og lår og andre sår i ansigtet.
Han har været til lægen for at få bidemærkerne tjekket, da han var bekymret for, hvorvidt der kunne gå infektion i sårene. Men infektionstallene ser fine ud.
Selv om Jesper Pedersen er en benhård MMA-kæmper, så har han også været psykisk påvirket efter overfaldet.
- Jeg har tydeligt kunne mærke, at jeg har haft øget stresshormon i kroppen, og jeg har haft svært ved at sove, fortæller han og fortsætter:
- Jeg prøver at tage på arbejde i morgen. Det gør jeg for at vende tilbage til det normale.
Jesper Pedersen fortæller videre, at han godt kunne have givet indbrudstyven en endnu mere hårdhændet behandling. Men han var bevidst om, at han ikke skulle gøre noget, der kunne få ham selv i problemer.