Mister to liter blod ved overfald
Skåret og stukket med knust flaske
En 23-årig mand fra Sorø har fredag fået tre år og ni måneders fængsel for et særdeles groft overfald på en 22-årig mand.
Den 22 årige blev i januar i år efterladt stærkt mishandlet foran sygehuset i Køge.
Kørt rundt i bil
Forinden var den 22-årige mand blevet frihedsberøvet i flere timer, hvor han blev kørt rundt i bil på Sjælland.
Her fik han talrige knytnæveslag.
Den 22-årige blev også stukket og skåret med en knust flaske.
Det kom så vidt, at den 22-årige havde mistet to liter blod, før han til sidst blev efterladt foran sygehuset.
Tæskede 48-årig
Oven i det blodige overfald på den 22-årige skulle den 23-årige også have afgjort en anden voldssag i retten fredag.
Det drejede sig om rå vold mod en 48-årig mand den 5. november 2022.
Den 23-årige sparkede og slog den 48-årige i en grad, så han pådrog sig brud på flere knogler i ansigtet.
Ud over de to grove voldssager blev den 23-årige kendt skyldig i andre forhold vedrørende vold, trusler, ulovlig tvang og hvidvask.