Mistænkt for at gramse på nøgen kvinde
Politiet vil gerne have en snak med denne mand, som tilsyneladende ikke kunne holde fingrene for sig selv på et jysk museum
Kast lige et blik på dette foto.
Hvis du kan genkende manden, så kender du også en person, som politiet mistænker for at gramse på en kvinde på et kunstmuseum.
Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu billeder af manden, der er mistænkt for at have blufærdighedskrænket en kvinde ved kunstmuseet Heart i Herning tidligere på måneden. Politiet håber på offentlighedens hjælp til at identificere manden.
Kun iført lagener
Som en kunstinstallation på kunstmuseet Heart blev 150 deltagere den 4. september fotograferet nøgne - kun iført hvide lagner.
I den forbindelse blev en kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse af en mand, der ikke var en del af projektet.
- Manden var kortvarigt på kunstmuseet ved 14-tiden og vendte så tilbage igen kl. 16:04, hvor fotograferingen var begyndt. Manden gik gennem foyeren ud til de udendørsarealer, hvor kunstprojektet foregik, oplyser politiet.
Ind blandt de nøgne
På et tidspunkt bevægede manden sig ind mellem de nøgne mennesker og befamlede en af de kvindelige deltagere.
- Herefter løb han væk fra området i sydlig retning og rundt om Sagros nærliggende bygning. Han løb derefter tilbage i nordlig retning op langs Sagros bygning og forsvandt, hedder det i en pressemeddelelse fra politiet.