Mirakuløst: Ung bilist overlever vild ulykke

20-årig mand slipper uskadt efter at have ramt et træ med 100 km/t

Mand kolliderede sent fredag aften med et vejtræ i Bording med en hastighed på 100 kilometer i timen og kunne gå fra stedet. Det er et mirakel, siger vagtchef. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

En 20-årig mandlig bilist er umiddelbart uskadt efter fredag aften at have kollideret med et vejtræ med en hastighed på omkring 100 kilometer i timen.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Rasmus Poulsen.

- Det lyder jo voldsomt, og det, der er mest fantastisk, er, at han selv kunne gå ud af bilen og gå derfra. Det er et mirakel. Ikke desto mindre er det sket således, siger han.

Solouheldet fandt sted på Nedre Hestlundvej i Bording i Midtjylland, oplyser vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 23.42.

Ingen andre var involveret i uheldet, lyder det.

Ingen personskade

- Der er ikke sket nogen personskade. Han går rundt og snakker med patruljen derude nu. Det er vildt nok.

- Vi starter selvfølgelig en efterforskning, der skal afdække, hvordan det kunne ske, siger Rasmus Poulsen.

Tilses af sundhedspersonale

Selv om manden ikke umiddelbart er kommet til skade, skal han stadig tilses af sundhedspersonale.

- Eftersom det er sket med så høj hastighed, vil vi selvfølgelig sørge for, at sundhedsvæsenet kommer ind over, siger vagtchefen.

Powered by Labrador CMS