Ministerbil ramt på motorvej
Torsten Schack er okay, men rystet, efter at genstand ramte forruden på hans ministerbil, da den kørte på Fyn
Torsten Schack Pedersen (V), der er minister for samfundssikkerhed og beredskab, skriver på Facebook, at en stor genstand ramte forruden på hans ministerbil, mens han var på vej til Haderslev.
Bilen blev ramt af genstanden på Fyn.
Chokerede
Ministeren skriver, at myndighederne er på sagen.
- Vi er okay, men selvfølgelig chokerede over hændelsen, skriver ministeren i opslaget på Facebook, hvor han også beskriver hændelsen som skræmmende.
Der kom glasskår ind ved førersædet, da genstanden ramte forruden.
15 kilometer fra Odense
Fyns Politi oplyser, at det modtog en anmeldelse om hændelsen klokken 09.55.
Hændelsen fandt sted på E20 Motorvejen nær en motorvejsbro med vejnavnet Spedsbjergvej omkring 15 kilometer vest for Odense.
En patrulje har været på stedet, og politiet undersøger nu sagen.
Besøgte Beredskabsstyrelsen
Politikredsen kan ikke oplyse, om man mener, at genstanden er blevet kastet fra motorvejsbroen.
Ministeren skriver på Facebook, at han var på vej til et besøg hos Beredskabsstyrelsen i Haderslev, da hændelsen fandt sted.
På billede tilknyttet opslaget kan man se, hvad der ser ud som et stenslag nederst på forruden af en bil.
