Mindreårig blotter sig for 11-årig pige

En dreng under 18 sigtet i blotter-sag fra Nordjylland

Offentliggjort

En dreng under 18 er blevet sigtet i sidste uges blotter-sag fra Nordjylland.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I sagen blev en 11-årig pige udsat for blufærdighedskrænkelse i Valsgård nordøst for Hobro, da hun var på vej hjem fra skole.

En person, som pigen betegnede som en mand, blottede sit lem for pigen klokken 14.35 den 17. januar.

Meldte sig selv

Tirsdag meldte drengen sig selv på politistationen i Hobro sammen med en forælder og sagde, at det var ham, politiet ledte efter.

- Den unge mand blev afhørt til sagen. Han fortalte, at han var ked af det, der var sket, og at pigen var blevet utryg over hans handling, siger efterforskningsleder og politikommissær hos Nordjyllands Politi, Mikkel Brügmann.

Der er tale om en ung mand fra Mariagerfjord kommune.

Nordjyllands Politi takker for alle de henvendelser, de har fået i sagen.

Powered by Labrador CMS