Mette F. vil straffe disse bilister
Den kortvarige rus fra lattergas kan ofte kun spores i små mængder. Derfor skal der være nultolerance
Den socialdemokratiske regering - med statsminister Mette Frederiksen i spidsen - vil gøre det muligt at straffe en bilist med lattergas i blodet, uanset hvor lav mængden er på det tidspunkt, hvor blodprøven bliver taget.
Der skal altså være tale om nultolerance.
Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
- For et par uger siden besøgte jeg Københavns Vestegns Politi og så de enorme mængder af lattergasbeholdere, politiet har indsamlet i vejkanten på ganske kort tid, udtaler justitsminister Mattias Tesfaye (S) i pressemeddelelse.
- Det var skræmmende at høre, hvor stort et problem vi har. Lattergas er farligt at inhalere. Men det gør også trafikken usikker for alle os andre.
Seks års fængsel
En 21-årig vanvidsbilist blev sidste sommer idømt seks års fængsel, efter han havde påkørt og dræbt en 5-årig pige på Frederiksberg.
Retten på Frederiksberg lagde til grund, at han var påvirket af lattergas.
Justitsministeriet skriver i pressemeddelelsen, at flere politikredse i stigende grad oplever problemer med, at bilister sætter sig bag rattet efter at have inhaleret lattergas.
Flere eksempler
Transportminister Trine Bramsen (S) udtaler i pressemeddelelsen:
- Vi har desværre set flere eksempler på, at uskyldige er blevet dræbt som følge af uansvarlige bilisters egoistiske opførsel på vejene. Nu strammer vi igen grebet om dem. For det skal have konsekvenser at bringe andres liv i fare, siger hun.
I dag er det ifølge et folketingssvar fra sidste år næsten umuligt at slå ned på bilister, der er påvirket af lattergas, som giver en kortvarig rus ved at fortrænge ilt fra hjernen.
I praksis er det nemlig meget svært at påvise, fordi der skal tages en blodprøve, og sporene af lattergas er oftest forsvundet, når testen gennemføres.
Har nedsat arbejdsgruppe
Rigspolitiet vurderer også i folketingssvaret, at hvis lattergassen fortsat kan måles i blodet, vil der ofte være tale om så lille en mængde, at stoffet alene kan betegnes som "påvist".
Det er altså blandt andet derfor, at regeringen vil gøre det strafbart og indføre en nultolerance for kørsel med lattergas i blodet.
Regeringen har allerede nedsat en arbejdsgruppe, som blandt andet ser på myndighedernes mulighed for at gribe ind overfor lattergas på vejene.
Arbejdsgruppen afgiver sin rapport i november 2022.
Herefter vil regeringen tage stilling til, hvordan en konkret ordning skal skrues sammen, og hvilken sanktion, der skal være, for at køre bil påvirket af lattergas.