Mette F. -Vi vidste det ville være farligt
Statsministeren holder pressemøde efter ildkamp
- Der er tale om en alvorlig hændelse, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et hasteindkaldt pressemøde omkring den ildkamp, som den danske fregat Esbern Snare onsdag var involveret i.
- Pirateri truer den frie verdenshandel. Jeg er stolt over, at vi deltager i bekæmpelsen af pirateri, siger hun videre.
Mette Frederiksen svarer 'nej' til spørgsmålet om, hvorvidt indsatsen er farligere, end antaget.
- Det er en dansk beslutning om at sende fregatten afsted, siger statsministeren.
Mette Frederiksen har været i kontakt med kaptajnen på Esbern Snare. Hun fortæller, at al mandskab ombord har det godt.
- Der sker ingen ændringer efter den her hændelse, siger hun videre.
Det var planlagt, at Mette Frederiksen og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen torsdag skulle have besøgt Esbern Snare.
Det besøg er nu aflyst, siger Mette Frederiksen.
- Det kan ikke praktisk lade sig gøre, siger hun.
Beskudt af pirater
Onsdag reagerede Esbern Snares besætning på efterretninger om forhøjet risiko for pirateri i farvandet syd for Nigeria.
Esbern Snare kaldte piraterne op for at bringe dem til standsning
Da piraterne ikke reagerede, afgav de danske styrker varselsskud.
Piraterne åbnede derefter ild direkte mod de danske soldater.
De danske soldater reagerede herefter i selvforsvar og besvarede ilden fra piraterne.
Der fulgte en kort ildkamp, hvor fire pirater blev dræbt og en blev såret.
Ingen danske soldater kom til skade.