Mette F. indkalder til pressemøde om corona
Mandag klokken 20.00
Statsministeriet indkalder til pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet i dag mandag den 8. november klokken 20.00 om status på coronasituationen i Danmark.
Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Tidligere mandag kom det frem, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og regeringen har indkaldt partiernes sundhedsordførere til møde mandag klokken 18. Dagsordenen er epidemien og tiltag, lyder det ifølge Ritzaus oplysninger.
Flere partier bekræfter mødet, som i udgangspunkt er sat til en time hos sundhedsministeren.
Mødet kommer efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) søndag aften tog mobiltelefonen i hånden og lagde et opslag ud på sociale medier.
Her udtrykte hun, at det bliver nødvendigt med tiltag, som kan "bryde smittekæderne".
Det er endnu uvist, hvad det kan være af restriktioner.
I sidste uge anbefalede Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, at coronapasset genindføres.
Direktør for SSI Henrik Ullum anbefalede her, at man genindfører coronapasset i Danmark på grund af stigende smittetal og indlæggelsestal.
Samme anbefaling kom direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm med torsdag.
Samfundskritisk sygdom
Et af spørgsmålene er, om coronavirus igen skal være en samfundskritisk sygdom, hvilket Danmark gik bort fra i august.
Sker det, betyder det, at regeringen kun skal spørge Folketingets epidemiudvalg om at indføre en række restriktioner og ikke hele Folketinget.
Det åbner også for en række andre restriktioner som mundbind, forsamlingsforbud og indrejserestriktioner.
Kræver flertal
For at en restriktion kan indføres, må der ikke være et flertal imod restriktioner i epidemiudvalget.
Epidemikommissionen mødtes i weekenden for at vurdere, om covid-19 igen skal ophøjes til en samfundskritisk sygdom.
Den består af personer fra ministerier, styrelser, Rigspolitiet, kommuner og regioner. Det er udelukkende myndigheder, der er med i kommissionen.