Her er et overblik over nogle af de ting, der er blevet sagt undervejs i sagen ved Retten i Lyngby.
* 2. august.
- Min klient nægter sig skyldig i begge forhold. Påstanden er derfor frifindelse, siger Peter Trudsø, forsvarer for Morten Messerschmidt.
6. august.
Den tidligere generalsekretær for Meld Michaël Verbeke fortæller via video, at han troede, at EU støttede en ren EU-konference i 2015, ikke et sommergruppemøde.
- Nej, jeg vidste ikke, at det lå samtidigt. For som det kan ses (fra mails sendt til ham, red.), så var det for mig en europæisk konference, siger han.
9. august.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl og DF-gruppeformand Peter Skaarup fortæller, at de ikke erindrer, at der var en EU-konference i forbindelse med sommergruppemødet i Skagen.
- Jeg havde ikke en Meld-konference på tapetet de tre dage. Det havde jeg ikke, siger Peter Skaarup.
10. august.
Flere både nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget for DF siger, at de heller ikke mindes, at der var et særskilt EU-arrangement i forbindelse med sommergruppemødet i Skagen i 2015.
- Jeg deltog på Dansk Folkepartis sommergruppemøde. Som jeg ser det, var der ikke noget separat møde eller konference med Meld, siger Bent Bøgsted (DF).
- Det har været skiltet meget dårligt, hvis jeg har været til Meld-konference. Jeg opfattede, at jeg deltog i et DF-sommergruppemøde, siger Kim Christiansen (DF).
13. august.
Anklager Andreas Laursen siger i retten, at Morten Messerschmidt godt vidste, at han skrev under på den falske kontrakt med Color Hotel Skagen, hvor Jeanie Nørhave skrev under for hotellet og Messerschmidt for Meld.
- Vi har hørt meget om, hvordan tiltalte skriver under i blinde på ting, som folk, han stoler på, lægger foran ham. Man får en fornemmelse af, at han intet ser.
- Men han er jo ingen maskine, zombie eller har bind for øjnene. Jeanie Nørhaves navn står lige ved siden af, hvor han har skrevet under, siger Andreas Laursen.
Senioranklager Rasmus Maar Hansen oplyser i retten, at anklagemyndigheden vil have "ikke under" seks måneders fængsel til Morten Messerschmidt, for svig med EU-midler og dokumentfalsk.
Forsvarer Peter Trudsø siger, at Morten Messerschmidt ingen grund havde til at svindle, da det kunne betyde enden på hans politiske karriere.
- Jeg kan ikke få øje på noget motiv. Det udelukker jo intet i denne verden, men det gør det mindre sandsynligt, at Morten skulle have gjort det.
- Der er ikke skyggen af et motiv, siger Peter Trudsø.
Kilde: Ritzau