Messerschmidt nægter sig skyldig

I Retten i Lyngby nægter Morten Messerschmidt (DF) sig skyldig i at have bedraget EU for små 100.000 kroner

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt ankommer med sin kæreste Dot Wessman til Retten i Lyngby, mandag den 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen.
Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt ankommer med sin kæreste Dot Wessman til Retten i Lyngby, mandag den 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, er mandag morgen begyndt i Retten i Lyngby. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig med EU-midler og dokumentfalsk.

Som noget af det allerførste erklærede Morten Messerschmidt sig uskyldig i anklagerne, som Anklagemyndigheden mener skal udløse fængselsstraf.

- Min klient nægter sig skyldig i begge forhold. Påstanden er derfor frifindelse, siger forsvarer for Morten Messerschmidt Peter Trudsøe.

Sagen, der lige er begyndt, er en af de største i nyere dansk, politisk historie. Det er uhyre sjældent, at politikere bliver tiltalt for forhold i straffeloven, der kan udløse fængselsstraf.

Syv dage afsat

Retten i Lyngby har afsat ikke mindre end syv dage til at behandle sagen. På retssagens første dag fortæller Anklagemyndigheden ved senioranklager Andreas Myllerup Laursen, at der vil blive hørt omkring 20 vidner.

Sagen startede i 2015, hvor DF's daværende medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson pludselig meldte sig ud af partiet.

Hun berettede, at hun ikke kunne få information fra Morten Messerschmidt om regnskaberne i EU-fondene Meld og Feld, som hun havde fundet ud af, hun var indskrevet i bestyrelsen for.

Modtog penge

Meld og Feld var fonde for en alliance af EU-kritiske partier, der modtog penge fra EU til deres arbejde. Morten Messerschmidt var formand.

Over det næste halvanden år kom det frem, at der var tilgået millioner af kroner fra fondene til DF-aktiviteter, der ikke havde nok at gøre med EU, til at der måtte bruges EU-penge på dem.

Aktiviteterne talte blandt andet middage, julekort, leje af en skonnert, frokoster, kampagner, medietræning og sågar Morten Messerschmidts egen bog om frås med EU-penge.

Olaf ind i sagen

EU's svindelenhed, Olaf, gik ind i sagen og en årelang efterforskning begyndte. Først i 2019 blev sagen overdraget til Søik, bagmandspolitiet. Og først i maj 2021 blev der rejst tiltale.

Den retter sig kun mod Meld-støtten til en EU-konference, der ifølge Morten Messerschmidt lå samtidig med DF's sommergruppemøde i Skagen i 2015. En EU-konference, som anklagemyndigheden ikke mener har fundet sted.

Det er Messerschmidt tiltalt for

Efter flere års efterforskning af svindel med EU-midler står DF's næstformand tiltalt for svig og dokumentfalsk i forbindelse med udbetalinger til DF's sommergruppemøde i 2015.

Læs her, hvad Morten Messerschmidt er tiltalt for.

* EU-svig efter straffelovens paragraf 289 stk. 1 og 2.

Morten Messerschmidt er tiltalt for bevidst at have "afgivet urigtige eller vildledende" oplysninger til EU for at få "uberettiget støtte" fra partialliancen Meld.

Mere konkret står Morten Messerschmidt tiltalt for fra marts til august 2015 at have fremlagt - eller foranlediget fremlagt - urigtige oplysninger om, at der skulle holdes en EU-konference samtidig med partiets sommergruppemøde den sommer i Skagen for at få en støtte på 98.835 kroner.

Det "uagtet at en sådan konference aldrig fandt sted".

Han er også tiltalt for efterfølgende - i starten af 2016 - at sende urigtige eller vildledende oplysninger til EU for at få godkendt støtten på 98.835 kroner fra fonden Meld.

Straframmen er op til 1,5 års fængsel.

* Dokumentfalsk efter straffelovens paragraf 171 stk. 1, jævnfør paragraf 172 stk. 1.

Morten Messerschmidt - samt hans tidligere personlige assistent - er tiltalt for at have fået udvirket og senere brugt et falsk dokument som dokumentation over for Meld.

Der er tale om en kontrakt om service til en konference med Color Hotel Skagen, hvor DF's sekretariatschef, Jeanie Nørhave, har skrevet under for hotellet som dets administrationschef.

"Selv om hun ikke var ansat som sådan og ikke var bemyndiget til at underskrive for hotellet", står der i anklageskriftet.

Dokumentet er efterfølgende overleveret til Meld som bevis for konferencen.

Straframmen er op til to års fængsel.

Anklagemyndigheden vil have fængselsstraf i sagen.

Kilde: Anklageskriftet
Powered by Labrador CMS