Melder ud efter Messerschmidt-dom

Forsvarer for DF's næstformand håber på hurtig afgørelse i landsret, men sagen kommer måske først for i 2022

Den fremtrædende DF-politiker Morten Messerschmidt kræver at blive frifundet i Østre Landsret i sagen om svig med EU-midler og dokumentfalsk. (Arkivfoto)
Den fremtrædende DF-politiker Morten Messerschmidt kræver at blive frifundet i Østre Landsret i sagen om svig med EU-midler og dokumentfalsk. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er usikkert, om Østre Landsret kan nå at afgøre straffesagen mod folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) i år - eller om det først bliver næste år.

Næstformanden i Dansk Folkeparti blev fredag af Retten i Lyngby kendt skyldig i svig med EU-midler for næsten 100.000 kroner og dokumentfalsk.

Morten Messerschmidt ankede på stedet dommen til Østre Landsret. Han ønsker at blive frifundet.

I gennemsnit går der omkring et halvt år, før landsretten kan tage fat på en straffesag, viser den seneste statistik.

I Østre Landsret vil sagen med Messerschmidt ikke automatisk blive lagt forrest i køen, lyder det fra rettens præsident, Carsten Kristian Vollmer.

- Den vil ikke få særbehandling, fastslår han.

Ingen særbehandling

At den tiltalte er medlem af Folketinget, betyder ikke, at den automatisk kommer forrest, understreger han.

- For mange tiltalte vil en straffesag ofte have store konsekvenser, og de vil derfor gerne have deres sag afsluttet hurtigst muligt, siger han.

- Om det kan blive i år, er vanskeligt at sige med de sagsbehandlingstider, vi har, men vi prøver altid at se, hvad der kan lade sig gøre, siger Carsten Kristian Vollmer.

I forvejen har Folketinget bestemt, at sager om vold, voldtægt og våben, de såkaldte VVV-sager, skal prioriteres over andre kategorier.

Længere ventetider

Desuden er landsretten ligesom andre domstole belastet af voksende sagsbunker og deraf afledte længere ventetider, bemærker retspræsidenten.

Advokat Peter Trudsø, der er forsvarer for den fremtrædende politiker, ønsker ikke at komme med et bud på, hvornår der kan sættes punktum.

- Jeg håber, at Østre Landsret vil prioritere ankesagen, så den kan afgøres hurtigt, siger han.

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Født den 13. november 1980.

* Fødested: Frederikssund.

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2019: Messerschmidt kom tilbage i Dansk Politik.

2020: Næstformand for Dansk Folkeparti.

* Uddannelse:

Cand.jur. fra Københavns Universitet.

* Job:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

Kilde: Folketinget, Ritzau.
Powered by Labrador CMS