Meld jer - ellers bliver I berømte
Politiet truer nu tre mistænkte knivstikkere med at blive landskendte
Nordjyllands Politi har nu fastlagt identiteten på tre mænd, som mistænkes for at stå bag knivstikkeriet på Tove Ditlevsens Vej fredag.
- Meld jer selv, lyder opfordringen fra politiet til de formodede gerningsmænd.
En mand var blevet ramt af knivstik og blev senere – efter behandling på hospitalet – meldt i stabil tilstand. Nordjyllands Politi sendte straks uniformerede patruljer, hundepatruljer og indsatsledelse til gerningsstedet.
Internt opgør
- Vi betragter knivstikkeriet som et internt opgør i det kriminelle miljø, og vores efterforskning har ført til en konkret mistanke til tre formodede gerningsmænd på henholdsvis 20, 21 og 26 år, lyder det fra politikommissær Kenneth Rodam.
Han fortæller, at politiet har forsøgt at anholde de tre mistænkte på flere forskellige adresser.
Gør det nu
- De mistænkte ved, at vi leder massivt efter dem, og vi har også hørt fra dem via advokater og pårørende. Vi opfordrer de tre mistænkte til hurtigst muligt at melde sig selv.
- Melder de ikke sig selv inden tirsdag klokken 13.00, vil de mistænkte blive eftersøgt med navn og billede i pressen, siger Kenneth Rodam.