Meld dig selv eller vi viser dit billede

Gerningsmanden til alvorligt knivstikkeri fredag aften er fortsat på fri fod

Offentliggjort Sidst opdateret

Gerningsmanden til et alvorligt knivstikkeri i Hobro fredag aften er fortsat på fri fod.

Nordjyllands Politi opfordrer lørdag morgen vedkommende til at melde sig selv.

Knivstikkeriet skete på en adresse på Randersvej i Hobro fredag aften. Politiet fik anmeldelsen klokken 21.54.

En 27-årig mand måtte have førstehjælp og blev cirka 20 minutter senere i helikopter fløjet til behandling på hospitalet. De pårørende er underrettet.

Meld dig selv!

Nordjyllands Politis efterforskning af sagen er i fuld gang, men der er endnu ikke tilvejebragt et overblik over hændelsesforløbet, og der er på nuværende tidspunkt heller ikke anholdt nogen personer i sagen.

Det oplyser efterforskningsleder og vicepolitiinspektør, Anders Uhrskov.

-Men vi har en klar formodning om, hvem gerningsmanden til knivstikkeriet er. Der er tale om en 40-årig mand bosiddende i Hobro – og ham leder vi aktuelt efter flere steder, siger Anders Uhrskov, der i den forbindelse retter en direkte opfordring til eftersøgte:

-Meld dig! Vi kender din identitet, så du kan lige så godt møde op på nærmeste politistation med det samme eller ringe til os.

Vicepolitiinspektøren understreger, at hvis den formodede gerningsmand ikke melder sig, så vil næste efterforskningsskridt være, at politiet efterlyser ham med fuldt navn og billede.

Stor efterforskning i gang

Anders Uhrskov fortæller videre, at politiets arbejde viser, at der er en relation mellem offeret og gerningsmanden, men af hensynet til politiets videre undersøgelser i sagen kan vicepolitiinspektøren ikke udtale sig om yderligere detaljer.

- Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os. Vi skal have den formodede gerningsmand anholdt til sagen. Det er vores absolut første prioritet. Ham søger vi aktuelt efter flere steder, og vi har flere spor at gå efter. Og samtidig skal vi have kortlagt hele forløbet grundigt før, under og efter knivstikkeret. Det indebærer blandt andet afhøringer, forhøringer, tekniske undersøgelser og en række andre efterforskningsskridt. Derfor vil man kunne se mere politi end sædvanligt i især Hobro, men også andre steder, siger Anders Uhrskov.

Politiet har ingen yderligere oplysninger om den såredes tilstand, ligesom Nordjyllands Politi ikke har flere kommentarer til sagen.

Powered by Labrador CMS