Nægtede fartbøde: Ville gøre det til EU-sag om 11 millioner

En 70-årig mand nægtede at betale fartbøde.
En sag om en fartbøde på 1.500 kroner i Retten i Roskilde kom pludselig til at handle om 11 millioner kroner, skriver sn.dk. Den 70-årige mand fra Gentofte, der er blevet idømt fartbøden, har nemlig nægtet at betale den, og vil have den afgjort i EU-retten.
Den 70-årige blev væk første gang, sagen var for retten, og der blev han dømt til at betale bøden. Han bad imidlertid efterfølgende om at få retssagen gjort om i Retten i Roskilde, fordi han ville benytte EU-retten.
Han mente nemlig, at sagen skulle kædes sammen med en anden sag, han er involveret i. I den sag er han blevet idømt en bøde på 597.000 kroner for at have opsat sit eget pantsystem på tomme flasker sammen med en købmand. Denne bøde har han dog heller ikke tænkt sig at betale, da han i sagen rejste et modkrav mod det offentlige på 11 millioner kroner.
Derfor mener han ikke, at han skal betale nogle penge til det offentlige, men at han har 11 millioner kroner til gode. Dermed bør bøden på de 1.500 bare blive modregnet i de 11 millioner, lyder den 70-åriges argument. Derfor skulle sagen i Sø- og Handelsretten og muligvis videre til EU-domstolen, mente han.
Den købte Retten i Roskilde dog ikke, og da han i øvrigt vedkendte sig, at fartbøden var retmæssigt tildelt, blev han for nylig endnu en gang kendt skyldig og pålagt at betale de 1.500 kroner.