Medie: Her blev Filippa fundet
Politiet vil dog ikke bekræfte, om indsats ved Korsør har relation til sag om pige, der forsvandt og er genfundet
Politiet var søndag eftermiddag og aften til stede på en adresse ved Korsør.
Ifølge DR's oplysninger er det her, at politiet har fundet den 13-årige Filippa søndag eftermiddag.
Politiet har dog ikke villet bekræfte, om tilstedeværelsen i området har relation til sagen om den 13-årige, der søndag blev fundet, efter at hun havde været forsvundet siden lørdag.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Ritzau, at det ikke har nogen kommentarer til tilstedeværelsen.
Ambulance kørte væk
Ifølge B.T., der har talt med vidner, var en ambulance på stedet lidt før klokken 15 og kørte derfra med politieskorte.
Ritzau Scanpix' billeder fra stedet viser, at der er flere politibiler, og at politiet også har hunde på stedet.
Politiet har også fjernet en bil fra stedet.
Forsvandt lørdag
Den 13-årige pige forsvandt lørdag, efter at hun havde været ude med aviser i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg. Hendes cykel, taske og mobiltelefon var efterladt.
Siden indledte politiet en storstilet eftersøgning og efterforskning. Søndag eftermiddag ledte det til, at man fandt pigen og anholdt en 32-årig mand kort før klokken 15. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Den 32-årige blev også anholdt i området ved Korsør, hvor politiet har været massivt til stede søndag, skriver DR.
Løsladt igen
Politiet har også haft anholdt to andre fra lokalområdet i sagen.
De er dog blevet løsladt igen, da der ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at de har noget med Filippas forsvinden at gøre.
Hjem til familien
Den 13-årige pige er ved bevidsthed, har politiet oplyst.
Hendes mor har desuden oplyst til Ekstra Bladet søndag aften, at hun er på vej hjem til familien.
Politiet har også undersøgt en adresse nær Kirkerup syd for Slagelse, hvor Filippa forsvandt.