Massør dømt for sex-overgreb

Massør nægter sig skyldig i seksuelt overgreb på kunde. Retten lagde vægt på beskeder og kvindes forklaring

Offentliggjort Sidst opdateret

En massør er torsdag blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel, og han frakendes retten til erhvervsmæssigt at massere piger og kvinder i to år.

Det oplyser Retten i Hjørring.

Manden er dømt for at have forgrebet sig på en kvindelig kunde den 2. januar i år. Han har klinik i hjemmet i Aabybro, og her var kunden dukket op om eftermiddagen.

Inden for trusserne 

Men undervejs i massagen forgreb han sig på hende. Den i dag 50-årige mand masserede hende i skridtet inden for trusserne og stak en eller flere fingre op i hende skede.

Det skete ifølge anklageskriftet uden kvindens samtykke, og hun lå helt passiv, imens det skete.

Massøren har i retten nægtet sig skyldig i anklagen. Han mente slet ikke, det havde fundet sted, fortæller anklager Katrine Lund Melgaard.

Fandt forklaring troværdig 

Alligevel er han blevet dømt, fordi retten har lagt vægt på kvindens forklaring, som den fandt troværdig og sammenhængende.

- Hun har afgivet den samme forklaring hele vejen igennem sagen, siger anklageren.

Desuden har domsmandsretten lagt vægt på, at kvindens vidneforklaring var understøttet af nogle beskeder, som hun sendte til massøren efterfølgende.

Har anket dommen 

- Dem havde han svaret på, og han havde givet udtryk for, at han var ked af det, at han ikke lige vidste, hvad der skete, og at det var forkert, siger anklageren.

Massøren har anket dommen til landsretten. Frakendelsen af retten til at massere piger og kvinder gælder først fra endelig dom.

En massør er blevet dømt for et overgreb på en kunde. (Arkivfoto.)
En massør er blevet dømt for et overgreb på en kunde. (Arkivfoto.)

Samleje uden samtykke er voldtægt

* Voldtægt af personer over 12 år er omfattet af straffelovens paragraf 216, stk. 1, som lyder:

* "For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri."

* Paragraffen trådte i kraft 1. januar 2021 og afløser den tidligere bestemmelse, som lød:

* "For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen."

Kilde: Retsinformation
Powered by Labrador CMS