Massivt til stede i midtby

Borgerne skal dog ikke være bekymrede, siger politiet

Der afholdes øvelse i Aalborg. Her fra en lignende i Fredericia
Der afholdes øvelse i Aalborg. Her fra en lignende i Fredericia
Offentliggjort Sidst opdateret

Lige nu - og de næste par timer - er der politi en masse i Aalborg midtby.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Onsdag den 23. marts - og igen onsdag 30. marts - vil du, hvis du færdes i det centrale Aalborg, kunne opleve lidt mere uniformeret politi og udrykningskøretøjer, end du er vant til. 

"Men tag det blot roligt: Der er bare tale om øvelser", beroliger Nordjyllands Politi. 

Færdighedstræning

Reaktionspatruljen fra Nordjyllands Politi træner nemlig færdighederne på disse datoer – og det sker i tidsrummet klokken 08.00-12.00.

Øvelserne foregår i Aalborg midtby, og det vil især være i området omkring Nordkraft beliggende på Østerbro 9, at borgene vil kunne møde politiet på øvelse.

Hjelme og bevæbning

Det fortæller lederen af reaktionspatruljen, politikommissær Lau Larsen, der i næste åndedrag tilføjer, at øvelserne hovedsageligt foregår indenfor, men at det naturligvis vil være muligt for forbipasserende borgere at møde sortuniformerede betjente i området omkring Nordkraft, mens øvelserne foregår.

- Vores betjente vil bære hjelme, gule politimærker på deres uniformer og være bevæbnede – og man vil formentlig kunne høre anvendelse af løs ammunition, dog i et begrænset omfang. Jeg håber på borgernes forståelse for de mindre gener, som det eventuelt måtte give. Det er nødvendigt, at vi øver os for at holde færdighederne helt skarpe, siger politikommissær Lau Larsen

Markeret med skilte

Der vil desuden kunne ses politikøretøjer i forbindelse med afviklingen af øvelserne, og der vil være opsat skilte med ”Politi Øvelse” omkring Nordkraft, ligesom køretøjerne vil være markeret med orange øvelsesskilte.

Powered by Labrador CMS