Margrethe afslører: Slået bevidstløs i kronebil-ulykke
Bag rattet sad hendes mor
Dronning Margrethe og hendes søster Anne-Marie kom som børn alvorligt til skade i en bilulykke.
Det fortæller forfatteren Tom Buk-Swienty i en ny erindringsbog, skriver B.T.
I bogen 'Undervejs' fortæller dronningen historien.
Det var i 1948, hvor hun og søsteren sad på forsædet - chaufføren var dronning Ingrid.
"Pludselig lød der et ordentligt brag. Det næste jeg ved af, er, at jeg vågnede op i en sygeseng på Sønderborg Sygehus med bandage om hovedet", står der i bogen.
Dronning Ingrid havde ramt et træ - og ingen havde sele på.
Ifølge dronning Margrethe var prinsessernes mor ved at hjælpe Anne-Marie op på skødet af sin søster, da det gik galt.
Alle i bilen - inklusiv kronebil 411s normale chauffør - blev slået bevidstløse.
Anne-Marie var den, der kom mest til skade - i en sådan grad, hun flere år efter ulykken havde en skæv mund.
"Det klædte hende, men hun var i det hele taget sådan en yndig lille pige", fortæller dronning Margrethe i bogen.