Aftale: Historisk hospitalssomlægning i DK

Hovedstadens hospitaler er blevet sammenlagt i ny budgetaftale. Foto: RASMUS FLINDT PEDERSEN/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Hovedstadens hospitaler skal sammenlægges som led i ny budgetaftale. Målet er en trecifret millionbesparelse.

På Christiansborg kæmper partierne en hård kamp om, hvem der vil bruge flest penge på sundhedsområdet.

Men i Region Hovedstaden har politikerne vedtaget en ny budgetaftale, som skal effektivisere sundhedsvæsenet og sikre store millionbesparelser ved en historisk stor omlægning af hospitalsdriften i hovedstadsregionen.

Ingen hospitaler skal lukke, men aftalen betyder blandt andet, at Glostrup Hospital og Rigshospitalet bliver ét superspecialiseret hospital, der skal fokusere på forskning og højt specialiseret behandling.

Hospitalerne i Herlev og Gentofte skal sammenlægge deres ledelse og omdannes til ét stort akuthospital.

Ifølge regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) handler det om “rettidig omhu”, fordi sammenlægningen på længere sigt vil frigøre 130 millioner kroner om året.

– Vi har effektiviseret og effektiviseret, og det kan selvfølgelig mærkes hos personale, patienter og pårørende.

– Virkeligheden er, at vi også i de kommende år må effektivisere. Derfor har vi nu lagt alle kortene på bordet og spurgt os selv, hvordan vi kan skabe nye rammer for vores hospitaler, siger hun i en pressemeddelelse.

I Region Hovedstaden har det som følge af regionernes økonomiaftale med regeringen været en bunden opgave at finde besparelser på omkring 300 millioner kroner i næste års budget.

Den nye budgetaftale bakkes op af et bredt politisk flertal i Region Hovedstaden bestående af Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS