Mand skuddræbt på restaurant i Sverige
Ifølge Aftonbladets oplysninger blev en nu afdød mand ramt af flere skud fra et automatvåben torsdag aften
En mand, der torsdag aften blev skudt i Fittja, der ligger syd for hovedstaden, Stockholm, er død.
Det skriver svensk politi på sin hjemmeside.
Manden blev skudt ved et spisested.
Efterforsker drab
- Den person, der blev fundet skudt er afgået ved døden, og de pårørende er underrettet. Det drejer sig om en mand i 30'erne, skriver politiet.
- En drabsefterforskning er indledt.
Politiet fik anmeldelse om skyderiet omkring klokken 21.20.
Nadya Norton, der er pressetalsperson for politiet, siger, at manden ikke blev skudt inde på restauranten.
Ramt af flere skud
- Den her person, der blev skudt, må være kommet derind, siger hun til den svenske avis Expressen.
Ifølge den svenske avis Aftonbladets oplysninger blev den nu afdøde mand ramt af flere skud, der kom fra et automatvåben. De oplysninger er ikke bekræftet af politiet.
Aftonbladet skriver, at manden sad og spiste på restauranten, da gerningsmanden stormede ind med et automatvåben af typen AK47.
Vil intet oplyse
Expressen skriver også, at den har fået oplyst, at der skulle være tale om en AK47.
Til det svenske nyhedsbureau TT vil politiets pressetalsperson ikke oplyse, om nogen er blevet anholdt, eventuel mistanke om, hvem der står bag, eller hvilken type af våben, der blev brugt.
Både Expressen og Aftonbladet skriver dog, at ingen er anholdt i sagen.
Flere maskerede løb
Politiet oplyser til Aftonbladet, at det leder efter flere mistænkte gerningspersoner. Ifølge Aftonbladets oplysninger blev flere maskerede og mørkklædte personer set løbe fra stedet efter hændelsen.
Expressen skriver, at tre gerningsmænd løb fra stedet og under flugten affyrede flere skud mod restauranten.