Mand på el-cykel torpederer cykelfelt

Fremstilles i grundlovsforhør

Offentliggjort

En 24-årig mand fremstilles søndag formiddag i grundlovsforhør efter en alvorlig ulykke under et cykelløb i Hvidovre lørdag.

Det skriver Ekstra Bladet.

Manden er sigtet for ved grov kådhed eller hensynsløshed at udsætte andre for fare for deres liv eller førlighed.

Den 24-årige kan ikke selv møde op i retten og fremstilles in absentia, da han selv kom til skade og er indlagt på hospitalet efter den ulykke, som han forårsagede.

Frontalt sammenstød

Manden trodsede bevidst afspærringer i forbindelse med cykelløbet og kørte på el-cykel mod færdselsretningen direkte ind i cykelfeltet.

Ved det voldsomme frontale sammenstød kom i alt tre personer - inklusive den 24-årige - til skade.

Den ene af de tilskadekomne sagesløse cykelryttere er så alvorligt kvæstet, at vedkommende risikerer at miste førligheden.

Cykelløbet blev afblæst efter den alvorlige ulykke.

Powered by Labrador CMS