Mand med guitar ville slås

For fuld til at blive afhørt

Offentliggjort

En patrulje fra Østjyllands Politi måtte klokken 03.35 natten til torsdag i al hast rykke til Banegårdspladsen i Aarhus C.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Årsagen til udrykningen skyldtes, at der var en meget aggressiv mand på Banegårdspladsen.

Ifølge anmeldelsen var manden i besiddelse af en guitar, og han var blevet udadreagerende og ville slås med flere af de øvrige personer på stedet.

Gjorde modstand

Betjentene fandt hurtigt  urostifteren - en 54-årig voldsomt beruset mand.

Han blev anholdt, men gjorde så meget modstand, at han blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Der måtte hele to yderligere politipatruljer - seks betjente i alt - til at få den genstridige mand lagt i håndjern.

Sov den ud

Ved visitation af manden fandt betjentene en skruetrækker og et træstykke, som var snittet spidst i den ene ende.

Han blev derfor også sigtet for at have overtrådt våbenloven ved at have været i besiddelse af de to genstande på et offentligt tilgængeligt sted.

Da det ikke var muligt at få et fornuftigt ord ud af manden fik han lov at sove den ud i detentionen med henblik på senere afhøring.

Powered by Labrador CMS