Mand knust under 1300 kilo stål
Den 18. juli omkom en chauffør i en arbejdsulykke på Vestas' grund. Forinden var han bekymret for sin last.
Inden en lastbilchauffør 18. juli fik et tungt stålelement ned over sig på Vestas' adresse i Nakskov, havde han oplevet, at stålelementerne på lastbilen ikke sad ordentligt fast.
Det fremgår af en afgørelse fra Arbejdstilsynet, som har undersøgt arbejdsulykken, der kostede lastbilchaufføren livet. Chaufføren var en udenlandsk mand i 60'erne.
Ritzau har fået aktindsigt i afgørelsen, der viser, at en polsk virksomhed har fået et strakspåbud efter ulykken. Afgørelsen afslører også flere detaljer om ulykken og, hvad der gik forud.
Tog imod chaufføren
Chaufføren ankom til Vestas' vingefabrik på Vingevej i Nakskov 18. juli om morgenen. Lastbilen var lastet med fire stålelementer, der hver vejede 1300 kilo og bruges til at transportere store vindmøllevinger.
En medarbejder fra Vestas har ifølge Arbejdstilsynet forklaret, at han tog imod chaufføren, som fortalte, at han ikke vidste, om stålelementerne var surret rigtigt.
Var ustabilt
Chaufføren kunne godt mærke, at de havde stået ustabilt under kørslen, og at han derfor var nødt til at sætte farten ned i sving.
Herefter forlod Vestas-medarbejderen stedet, og en truckchauffør fra Vestas kom ud for at aflæsse transportelementerne, som stod op ad hinanden på lastbilen.
Truckføreren har fortalt til Arbejdstilsynet, at han holdt på den ene side af lastbilen, mens lastbilchaufføren på den anden side løsnede spændestropperne, der holdt fast i transportelementerne.
Væltede ned
Han så, at et af stålelementerne var væltet ned og skyndte sig om på den anden side af lastbilen, hvor han så chaufføren ligge under det tunge element.
Truckføreren kunne ikke løfte elementet væk og tilkaldte hjælp.
Da beredskabet ankom, måtte de tunge stålelementer sikres med spændstropper, før redningsarbejdet kunne iværksættes.
Var selv ansvarlig
Ifølge Arbejdstilsynet er det blevet oplyst, at chaufføren er ansvarlig for at sikre lasten.
Navnet på den polske virksomhed, som får strakspåbuddet, er anonymiseret i aktindsigten til Ritzau.
Arbejdstilsynet påbyder virksomheden at sikre, at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risikoen for nedstyrtning af stålelementer fra lastbil.
Ikke sikret forsvarligt
Tilsynet vurderer, at virksomheden ikke har sikret, at arbejdet med aflæsning af transportelementer til vindmøller i alle led er udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Vestas oplyste umiddelbart efter ulykken, at virksomheden vil arbejde tæt sammen med underleverandør og transportfirma for at undersøge ulykken.
Tragisk hændelse
- Om morgenen den 18. juli 2024 var en lastbilchauffør, der leverede varer fra vores leverandør, involveret i en tragisk hændelse på vores fabrik i Nakskov med dødelige kvæstelser til følge.
- Vestas vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse med den berørte persons familie, venner og kolleger, skrev Vestas i en mail til Ritzau.