Mand indlagt efter overfald

Offer er indlagt efter overfald søndag formiddag, men meldes ifølge politiet uden for livsfare

Offentliggjort Sidst opdateret

En 36-årig mand er indlagt på Rigshospitalet efter et overfald begået søndag formiddag i Reverdilsgade på Vesterbro i København, oplyser politiets vagtchef Stefan Ladeby til Ritzau.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 09.03, hvorefter politiet rykkede ud til stedet.

- En mand er blevet overfaldet med en ukendt genstand af flere personer. Han er uden for livsfare, men er indlagt til behandling, fortæller Stefan Ladeby.

Intet motiv

Hvad der ligger bag overfaldet, kan politiet endnu ikke sige noget om. Dog er det ifølge Stefan Ladeby politiets vurdering, at overfaldet ikke er banderelateret.

Reverdilsgade ligger umiddelbart ved bagsiden af Københavns Hovedbanegård og løber parallelt med den nok mere kendte Istedgade.

Søger vidner

Ifølge Stefan Ladeby er politiet søndag sidst på formiddagen fortsat til stede i området i forbindelse med efterforskningen af sagen.

- Hvis der er nogle vidner, så vil vi opfordre dem til at kontakt politiet på 1-1-4, siger Stefan Ladeby med henvisning til politiets telefonnummer.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS