Mand idømt fængsel: Voldtog 16-årig pige
Han er blandt andet dømt for at have presset pigen til sex
En 41-årig mand er blevet idømt seks års fængsel for at have truet sig til sex med en 16-årig pige i Albertslund.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Stod på i et halvt år
De seksuelle ulovligheder fandt sted i over et halvt år, hvor manden ugentlig truede sig til at have sex med den unge pige, hvilket han blev tiltalt for efterfølgende.
Først da pigen selv kontaktede politiet via en hotline, stoppede manden sine overgreb.
-Manden har misbrugt en ung og psykisk sårbar pige. Han har truet med, at han ville sprede falske rygter om hende, og at han ville offentliggøre intime billeder af hende, hvis hun ikke havde sex med ham. Det er voldtægt og i det lys skal man se straffen, siger senioranklager Helene Lindberg Brædder i pressemeddelelsen.
Har anket dommen
Ud over straffen på seks års fængsel har den 41-årige mand fået forbud mod at kontakte børn og unge under 18 år over internettet.
Den dømte har valgt at anke dommen til landsretten, skriver politiet.
De henstiller desuden til, at man kontakter myndighederne straks, hvis man bliver udsat for seksuelle trusler af denne karakter.