Mand fundet død i port
Politiet er rykket ud og har spærret området af
Københavns Politi har mandag morgen spærret området, hvor manden er fundet død.
Presse-fotos.dk
Københavns Politi undersøger mandag morgen et dødsfald, hvor en mand er fundet død i en port på Tycho Brahes Allé på Amager, oplyser politiets vagtchef til Ritzau.
- Klokken 05.44 modtager vi en anmeldelse om en person, en mand, der er fundet død i en port på Tycho Brahes Allé, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup.
Hvorvidt manden har været udsat for en forbrydelse, er det mandag morgen for tidligt at sige noget nærmere om.
- Politiet er talstærkt til stede for at undersøge forholdene i forbindelse med dødsfaldet, siger Henrik Svejstrup.
KØBENHAVNS POLITI
Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.
Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.
Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.
Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.
Kilde: Københavns Politi