Mand fundet død efter brand
Det er formodningen, at der er tale om beboeren, der tidligere søndag blev meldt savnet efter branden
En mand i begyndelsen af 30'erne er søndag formiddag fundet død på en gård i Aarup på Vestfyn, efter at gården blev ramt af en voldsom brand i de tidlige nattetimer.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss til Ritzau.
Det er formodningen, at der er tale om beboeren, der tidligere søndag blev meldt savnet efter branden.
Men det har søndag formiddag endnu ikke været muligt at bekræfte.
De pårørende er blevet underrettet om udviklingen.
Har brændt voldsomt
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 01.20, hvorefter brandvæsenet blev sendt til stedet.
- Det har brændt godt og grundigt derude. Naboen til gården opdager det ved, at det brænder i taget, og der bliver ringet 112, siger Henrik Strauss.
Det er uklart, hvordan branden er opstået.
Søndag formiddag arbejder politiets teknikere på at finde årsagen.
- Vi kan ikke sige noget endnu, fordi det har været så overtændt, men vores tanker går i retning af et fyrrum. Men det er kun en arbejdshypotese, lyder det fra vagtchefen.