Mand får voldtægtssag i Højesteret
Lider af særlig form for søvngængeri
En mand, der i Østre Landsret er blevet fundet skyldig i voldtægt, men som med al sandsynlighed lider af den neurologiske lidelse sexsomnia, har fået lov til at tage sin sag til Højesteret.
Det oplyser Procesbevillingsnævnet fredag eftermiddag.
Samtidig har anklagemyndigheden af Procesbevillingsnævnet fået lov til at anke en sag om samme lidelse til Højesteret. Her blev en mand, der sandsynligvis også lider af sexsomnia, frifundet i Østre Landsret.
Sexsomnia er en særlig form for søvngængeri. Det er en neurologisk lidelse, der medfører atypisk seksuel adfærd under søvn.
Dømt i maj
Manden, der blev dømt i Østre Landsret 14. maj i år, blev fundet skyldig i at have udført oralsex på offeret, der fordi vedkommende sov, ikke kunne modsætte sig.
Han blev i både byretten og landsretten fundet straffri, fordi han var utilregnelig på gerningstidspunktet.
Han blev dog dømt til at modtage ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid.
Den anden mand blev frifundet i Østre Landsret 15. maj, efter at han var blevet fundet skyldig og idømt en behandlingsdom i byretten.
Var ikke ved bevidsthed
Østre Landsret lagde i dommen vægt på, at den tiltalte, fordi han sov, ikke var ved bevidsthed i modsætning til en gerningsmand, der er sindssyg i gerningsøjeblikket.
Derfor mente et flertal i landsretten, at den tiltalte ikke havde forsæt til at begå den seksuelle krænkelse.
Som udgangspunkt har man mulighed for at få sin sag prøvet i to retsinstanser, men hvis der er noget principielt i sagen, kan man få lov til at få sagen for Højesteret.
Det har Procesbevillingsnævnet afgjort, at der er i disse sager, hvilket gør, at Højesteret skal tage stilling til dem.