Mand fængslet i uhyggelig sag
Politiet oplyser, at en 49-årig mand fortsat er sigtet for grov vold med døden til følge mod kvinde i Esbjerg
Da en 49-årig mand tirsdag blev stillet for en dommer og sigtet for dødsvold mod en 39-årig kvinde, var der kun grundlag for at opretholde anholdelsen i tre døgn.
Siden har politiet dog efterforsket dødsfaldet yderligere, og fredag blev den sigtede på ny fremstillet i Retten i Esbjerg.
Bag lukkede døre
Og her fandt dommeren grundlag for at varetægtsfængsle ham.
Foreløbig løber fængslingen frem til onsdag før påske, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I retsmødet fredag fremlagde anklageren de foreløbige resultater af politiets efterforskning, oplyser politiet. Hvilke beviser der er tale om, kan politiet dog ikke sige, da retsmødet er omfattet af lukkede døre.
Flere stik
Manden er stadig sigtet for grov vold med døden til følge.
Politiet uddyber ikke sigtelsen nærmere.
JydskeVestkysten, der var til stede i retten tirsdag, skrev, at politiets foreløbige efterforskning pegede på, at manden med et eller flere stik med en kanyle skulle have injiceret et ukendt stof ind i kvinde, hvilket førte til hendes død.
Kendte hinanden
Det skal være sket i en lejlighed på Skrænten i Esbjerg.
Her blev kvinden mandag fundet død, og samme dag blev den 49-årige anholdt.
De to personer kendte hinanden.
Manden er ifølge JydskeVestkysten hollænder, men bor i Esbjerg. Han nægter sig skyldig i sigtelsen.
Kender ikke forklaringen
Fredagens retsmøde begyndte klokken 10 i Retten i Esbjerg.
Anklageren anmodede om, at fredagens grundlovsforhør - ligesom tirsdagens retsmøde - blev afholdt for lukkede døre.
Dommeren fulgte anmodningen, og ligesom beviserne hemmeligholdes, vides det heller ikke, hvad den 49-årige mand eventuelt har forklaret.
Han nægter sig skyldig og har kæret kendelsen om fængsling til landsretten.
