Mand fængslet i uhyggelig sag

Han nægter sig skyldig i voldtægt af bekendt kvinde

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand på 33 år sigtes af politiet for fredag morgen at have voldtaget en kvinde i Tranbjerg.

Det oplyser Østjyllands Politi lørdag, hvor en dommer har afgjort, at der er grundlag for at varetægtsfængsle manden i fire uger.

Voldtægten er af særlig farlig karakter, mener politiet. 

Kvælertag

Blandt andet blev der udøvet vold mod kvinden, ligesom der blev taget halsgreb. 

Hun blev også truet på livet, lyder det i den sigtelse, som politiet har rejst.

Der er ikke tale om en såkaldt overfaldsvoldtægt, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden i forvejen, oplyser anklageren i sagen, Birgitte Ernst.

Kærer fængsling

Men hun kan ikke frigive flere oplysninger, fordi retsmødet er foregået bag lukkede døre.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi

Manden blev anholdt klokken 8.30, hvilket var ganske kort tid efter kvindens anmeldelse.

Han nægter sig skyldig og har på stedet kæret kendelsen om fængsling til landsretten.

Powered by Labrador CMS