Mand fængslet for dødskørsel

En 26-årig mand blev 14. maj dræbt i en trafikulykke i Vamdrup. En 37-årig mand er nu varetægtsfængslet

Offentliggjort Sidst opdateret

En dommer i Retten i Kolding har onsdag varetægtsfængslet en 37-årig mand for et trafikdrab tidligere på måneden.

Bilisten er blevet sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, hvilket også kendetegnes som vanvidskørsel.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter.

Stof i blodet

Ifølge JydskeVestkysten er den 37-årige sigtet for at have ført en mørk Audi Q7 med hastigheder på op mod 150 kilometer i timen. Han skal også have haft det bevidsthedspåvirkende stof GHB i blodet.

Ulykken fandt sted 14. maj kort efter midnat på Koldingvej i Vamdrup.

Her kørte den 37-årige bilist frontalt sammen med en bil med en 26-årig mand, som blev dræbt.

I bilen med den 26-årige sad også en kvinde på 22 år og en mand på 25 år. De overlevede, men blev undersøgt på hospitalet.

Siget for uagtsomt manddrab

Politiet oplyste efter ulykken, at den 37-årige mand slap fra ulykken med livet i behold, men kunne ikke oplyse nærmere om hans tilstand.

Varetægtsfængslingen af den 37-årige varer foreløbig fire uger.

Han er fængslet på baggrund af sigtelsen om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder samt for på hensynsløs vis at have forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Dermed står han til en længere fængselsstraf, såfremt han skulle blive tiltalt og dømt. Strafferammen for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder er ti års fængsel.

Nægter sig skyldig

Den 37-årige nægtede sig i grundlovsforhøret skyldig i sigtelsen, skriver JydskeVestkysten.

Ifølge politiet tog han forbehold for at kære kendelsen om fængsling til landsretten.

Tidligere har politiet oplyst, at den sigtede mand er 38 år, men han er rettelig 37 år.

Han er sigtet under særligt skærpede forhold.
Han er sigtet under særligt skærpede forhold.

HVAD ER VANVIDSBILISME

Vanvidskørsel defineres som overskridelse af hastighed på mere end 100% ved kørsel med over 100 km/t. Hvis man for eksempel kører 130 km/t et sted, hvor man kun må køre 60 km/t.

Kørsel med en hastighed på 200 km/t og over samt spirituskørsel med en promille på 2,00 betegnes ligeledes som vanvidskørsel.

Derudover er der tale om vanvidsbilisme, hvis man udøver følgende:

Hensynsløs kørsel der skaber farlige situationer for eksempel ved overskridelse af optrukne spærrelinjer i tæt trafik, eller hvis man kører mod færdselsretningen på motorvej.

Og hvis man bevidst forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. For eksempel ved bevidst at køre mod fodgængere i et fodgængerfelt eller cyklister på en cykelsti.

Powered by Labrador CMS