Mand er i kritisk tilstand efter skud i maven i Værløse
Ifølge politiet blev der skudt fra en bil mod en anden. Politi kan ikke udelukke kriminelle grupperinger
En mand født i 1992 er lørdag blevet skudt i maven i Værløse og er i kritisk tilstand.
Det skriver TV 2 Kosmopol, der har talt med vagtchef ved Nordsjællands Politi, Michael Dalby.
- Der er blevet skudt fra en bil mod en anden bil, hvor føreren bliver ramt i maven. Han er nu i kritisk tilstand, siger vagtchefen til mediet.
Politiet vil være til stede ved krydset mellem Fiskebækvej og Ballerupvej nogle timer endnu.
Ingen anholdte
Der er ingen anholdt i sagen, og den bil, hvorfra skuddene kom, er kørt fra stedet.
Politiet kan ikke udelukke, at der er relation til kriminelle grupperinger.
Der er ifølge vagtchefen ikke noget der tyder på, at skyderiet trækker tråde til Sverige.
Ingen fare for beboere
Omkring klokken 18 skrev Nordsjællands Politi på det sociale medie X, at det var til stede omkring Læssevej i Værløse.
- Der er ingen fare for borgerne i området, men vi beder om arbejdsro, lød det i opslaget.