Mand er død - hustruen hårdt kvæstet
En bil med to personer ramte mandag en lastbil. En er i kritisk tilstand, og den anden er i kritisk tilstand
Opdatering kl. 19.35: Politiet oplyser, at hustruen er afgået ved døden.
En mand er død, og hans kone er i kritisk tilstand efter en trafikulykke mandag på Lolland.
Ulykken skete på Vigsnæsvej, der er en landevej vest for Guldborg, oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Morten Kronbo.
Politiet fik anmeldelsen klokken 12.43.
- Der er en lastvogn og en personbil involveret, siger Morten Kronbo.
Ramte bagfra
Han fortæller, at manden og kvinden var kørende i en personbil, som ramte en lastbil bagfra. Hvad årsagen til sammenstødet nærmere er, kan politiet sent mandag eftermiddag ikke sige.
Lastbilchaufføren kom ikke til skade i ulykken. Anderledes alvorligt så det ud for ægteparret, der blev ilde tilredt i sammenstødet. Den ene blev fløjet til behandling på Rigshospitalet og den anden til Odense Universitetshospital.
Kritisk tilstand
Mandens liv stod ikke til at redde, oplyser vagtchefen sent mandag eftermiddag. Her betegnes kvindens tilstand fortsat som kritisk.
Manden og kvinden er begge 66 år.
Bilinspektør tilkaldt
Ulykkesstedet undersøges af en bilinspektør. Det er normal praksis i sager om alvorlige trafikulykke. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.