Mand dræbt på stedet i trafikulykke
En 80-årig mand på elscooter kørte lørdag ud foran en bil i Hvidovre. Den ældre mand døde på stedet
En 80-årig mand på elscooter er lørdag afgået ved døden i en trafikulykke på Kettevej i Hvidovre.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Lasse Michelsen.
Ulykken skete, da elscooteren kørte ud foran en mandlig bilist, som kørte på vejen.
Der er ikke mistanke om, at bilisten skal have været skyld i ulykken.
- De kører parallelt, og pludselig laver han (manden på elscooteren, red.) et venstresving ud foran ham, siger vagtchefen om de umiddelbare meldinger fra stedet.
Vidner til ulykken har været med til at klarlægge hændelsesforløbet.
Erklæret død på stedet
Politiet fik meldingen klokken 11.50. En akutlæge blev også kaldt til ulykken, men mandens liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død på stedet.
Som det er normal praksis ved en alvorlig ulykke, undersøges den af en bilinspektør, som kan klarlægge de nærmere omstændigheder.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Den 80-åriges pårørende er underrettet.