Mand dræbt i ulykke
De pårørende er underrettet
En mand på 60 år er afgået ved døden i forbindelse med en motocrossulykke søndag i Kolding.
Det oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Morten Jessen.
- Han var kørt ind i et træ på en motocrosscykel, lyder det.
Politiet blev underrettet om ulykken klokken 13.
- Vi får en melding fra OUH (Odense Universitetshospital, red.) om, at han er i kritisk tilstand.
Ikke længe efter blev politiet informeret om, at manden var afgået ved døden.
De pårørende er underrettet.
Skete under DM
Ulykken er sket på Montagevej i Kolding.
Her blev der ifølge Henrik Funder Kristensen, formand for Dansk Motor Union, afholdt danmarksmesterskaberne i Enduro.
Det er en form for langdistance motocrossløb i terræn på afmærkede ruter, skriver DMU på sin hjemmeside.
Det blev afholdt i skoven, hvor man kører i særlige spor.
- Her kommer han af sporet og kører ind i et træ, siger han til Ekstra Bladet.
- Han mister efterfølgende bevidstheden, men han er i live, da han bliver bragt ind i ambulancen, lyder det.
Han fortæller, at løbet efterfølgende blev kørt færdig, da man ikke var klar over ulykkens omfang. Siden blev holdt en stille ceremoni.