Engell: Hækkerup-farvel er en stor svækkelse
Karen Hækkerup kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt at forlade regeringen, mener politisk kommentator.
Det kom bag på stort set alle, at justitsminister Karen Hækkerup (S) fredag morgen meddelte, at hun forlader politik. Selv politisk kommentator Hans Engell, der følger dansk politik meget tæt, havde ikke set det komme.
– Det er en bombe for alle. Med udlændingepolitikken som det centrale emne frem mod en valgkamp er det en betydelig svækkelse af regeringen, siger han til Ritzau.
Karen Hækkerup skal være ny direktør i Landbrug & Fødevarer. Det er en stor stilling, men det er alligevel usædvanligt, at en af de mest magtfulde ministre af egen vilje forlader sit job i utide, mener Hans Engell.
– Jeg er godt klar over, at det job, som Karen Hækkerup har fået, ikke hænger på træerne. Men at gå af som justitsminister lige inden et valg, som man ved, bliver et udlændingevalg, er et signal om, at der er en minister, der mener, at hun har en større fremtid uden for politik, og det er et dårligt signal for Thorning, siger han.
Helle Thorning-Schmidt (S) kendte formentlig til Hækkerups beslutning allerede torsdag under Folketingets åbningsdebat, vurderer Engell. Han mener, at statsministeren nu står med et troværdighedsproblem over for vælgerne.
– Det er et stort troværdighedsproblem for Thorning. De seneste to gange har hun sagt, at nu var det sidste gang, hun skiftede ud i regeringen. Hun er den statsminister, der har været oftest hos dronningen i nyere tid, og det er et nederlag for en statsminister, at hun ikke kan holde på sit hold hele vejen frem til et valg, siger han.
Hans Engell, der i sin politiske karriere selv bestred justitsministerposten, mener, at Mette Frederiksen får et par meget store sko at skulle fylde ud.
– Mette Frederiksen overtager en uriaspost, fordi Karen Hækkerup kender udlændingeområdet og har fremstået som en Mutter Skrap på området. Hun skal nu finde flertal med den borgerlige side, der stiller meget skrappe krav, og har samtidig Enhedslisten og SF, som regeringen ikke kan bruge til noget på udlændingeområdet, siger han.
-Samlet set er det her en betydelig svækkelse af regeringen på det dårligst tænkelige tidspunkt otte-ni måneder før et folketingsvalg, konstaterer politisk kommentator Hans Engell.
/ritzau/