En ældre mand er sent onsdag aften død i en brand på et plejehjem i Haderslev.
Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Branden har været i en lejlighed på plejehjemmet, og politiet mistænker, at rygning kan have været årsag.
Annonce
- Branden kan skyldes rygning. Dette skal fastslås ved nærmere undersøgelser, skriver politiet omkring klokken 23.30.
Den ældre mands pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.
Stor udrykning
Annonce
Allerede omkring klokken 21 onsdag aften skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter, at man var på vej med brandvæsen, ambulance og politi til en bygningsbrand i Haderslev.
I den forbindelse lød opfordringen til, at trafikanter gjorde plads til udrykningskøretøjerne.
SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI
Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.
Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.
Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.
På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.
De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:
Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner