Mand død: Der gik ild i ham

Det er formentlig rygning, der er årsagen til den ulykkelige hændelse, lyder det fra politiet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 86-årig mandlig plejehjemsbeboer døde mandag aften, efter at der mandag eftermiddag gik ild i ham.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til JydskeVestkysten.

Branden opstod på et plejehjem i Varde.

Formentlig rygning

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste mandag til Ritzau, at det var formodningen, at der var tale om en ulykke, som var sket på grund af rygning.

- Det er en ældre beboer, som har siddet på en terrasse, og formentlig i forbindelse med rygning er der gået ild i ham.

- Personalet forsøger at slukke ilden, og samtidig slår de alarm, sagde vagtchef Erik Lindholdt mandag til Ritzau.

Spredte sig ikke

Ilden spredte sig ikke yderligere, lød det fra vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen fra plejecenteret mandag klokken 16.48.

Med jævne mellemrum

Der ses med jævne mellemrum ulykker på blandt andet plejehjem og -centre, hvor en brand er blevet antændt i forbindelse med rygning.

Altinget skrev i januar 2019, at mindst 34 var omkommet i brande på plejehjem siden 2014.

Det betød samtidig, at hvert tiende offer i dødsbrande var plejehjemsbeboere.

Den ældre mand befandt sig på et ældrecenter i Varde.
Den ældre mand befandt sig på et ældrecenter i Varde.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS