Mand anholdt for at stikke kvinde ned
En kvinde er uden for livsfare, efter at hun blev stukket med en kniv i København. En mand er sigtet for vold
En kvinde er blevet indlagt på hospitalet, efter at hun tirsdag aften blev stukket ned med en kniv på Brohusgade i København.
Det oplyser Stefan Ladeby, som er vagtchef ved Københavns Politi.
Vagtchefen fortæller, at politiet har anholdt en mand i sagen. Han vil ikke ud med mandens alders, men fortæller, at han er blevet sigtet for vold og skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag.
Annonce
Stabil tilstand
Stefan Ladeby vil heller ikke ud med kvindens alder. Han oplyser dog, at hun er i stabil tilstand og ikke på noget tidspunkt har været i livsfare.
Vagtchefen vil ikke sige noget om, hvilket motiv der ligger bag knivstikkeriet. Det står heller ikke umiddelbart klart, om de to personer kender hinanden.