Mand anholdt efter brag
Episoden fandt sted mandag aften
En mand er blevet anholdt efter et muligt skyderi på Nygårds Plads i Brøndby mandag aften.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
Allerede mandag aften meldte politiet ud, at de var til stede på Nygårds Plads, hvor de undersøgte mistænkelige forhold.
Her pegede efterforskningen i retning af, at der kunne have været tale om et skyderi.
Ingen tilskadekomne
Der er dog ingen personer, som umiddelbart skulle være blevet ramt af skuddet, oplyser politiet til Ritzau.
- Der er blevet hørt et brag, og vi har også fundet tegn på, at der er blevet skudt. Men vi har ikke nogen tilskadekomne, siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Lars Guldberg.
Område spærret
Området omkring Nygårds Plads er fortsat tirsdag spærret, da politihunde er i gang med at undersøge stedet.
Afspærringerne blev sat op klokken 01.00 natten til tirsdag.
Der kan stadig dukke nye ting op i sagen, men indtil videre kan politiet ikke oplyse yderligere.