Mand amok ved juletræstænding
Smed rundt med klimaaktivist
En 67-årig mand fra Viborg er fredag blevet idømt 20 dages betinget fængsel for vold mod en klimaaktivist.
Volden fandt sted for godt to år siden på Hjultorvet i i Viborg.
Den 2. december 2022 skulle juletræet tændes på Hjultorvet, og det var her, den 67-årige blev voldelig.
Slynget omkuld
En 48-årig mand deltog også i juletræstændingen.
Han bar på et skilt med et klimabudskab.
Hvad der fik den 67-årige til at tænde af er uvist, men pludselig tog den 67-årige fat i klimaaktivisten og slyngede ham omkuld på jorden.
Derefter kastede han sig over klimaaktivisten og fastholdt ham på jorden og vred den 48-åriges arm om.
Hvorfor sagen har været så længe undervejs i retssystemet fremgår ikke af pressemeddelelsen fra Midt- og Vestjyllands Politi, men først i dag er den ældre mand dømt efter den milde voldsparagraf.
Den 67-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.