Mændene er værst

Nye tal fra Gældsstyrelsen viser, at det mandlige køn står for langt hovedparten af gælden til det offentlige

Det er mænd, der står bag en stor del af gælden til det offentlige
Det er mænd, der står bag en stor del af gælden til det offentlige
Offentliggjort Sidst opdateret

Mænd skylder 80 procent af persongælden til det offentlige.

Det oplyser Gældsstyrelsen.

Mænd er markant dårligere til at betale deres gæld end kvinder. Det viser en ny opgørelse fra Gældsstyrelsen, der ser på forskellene mellem mænd og kvinders gæld til det offentlige.

Mandlige skyldnere står således bag fire femtedele af den gæld, der hæftes personligt for hos Gældsstyrelsen.

Cirka 63 procent af personskyldnerne er mænd, og de har samtidig i gennemsnit en væsentligt større gæld end kvinderne – nemlig 140.000 kroner per mandlig skyldner imod 57.000 kroner per kvindelig skyldner. Derfor står mændene for hele 80 procent af den samlede persongæld.

- Vi må på baggrund af de her tal konstatere, at der er en kraftig skævvridning imellem mænd og kvinder, når det kommer til at betale, hvad de skylder. Vi kan samtidig se, at det er en skæv fordeling, som opstår allerede inden, de ender hos Gældsstyrelsen, siger direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh.

Mændene ejer virksomhederne

En af forklaringerne på forskellen mellem mænd og kvinder vedrører personligt ejede virksomheder.

 Cirka tre ud af fire selvstændigt erhvervsdrivende med gæld til inddrivelse hos Gældsstyrelsen er mænd, og de har i gennemsnit en gæld på 247.000 kroner.

Gældsstyrelsen sætter tidligt ind over for virksomheder med stor gæld til det offentlige. Indsatsen består blandt andet af betalingsaftaler, udlæg i virksomheders værdier eller begæring af konkurs.

Men virksomhedsgæld er ikke den eneste forklaring på, at mændene er overrepræsenterede blandt skyldnerne. 

Bøderne stikker af

Kigger man på gældstyper som restskat, underholdsbidrag og politibøder, så skylder mændene markant mere end kvinderne. 

For politibøder er det hele 93 procent af gælden, der skyldes af mænd.

- Mænd skylder generelt mere end kvinder, men det er også tydeligt, at der er nogle områder, hvor forskellen er større end andre. Jeg glæder mig over, at for eksempel restskat, underholdsbidrag og politibøder er blevet koblet på vores nye inddrivelsessystem, PSRM. Det betyder, at vi fremover vil have bedre muligheder for at inddrive disse gældstyper gennem fx lønindeholdelse, hvor vi trækker en del af skyldnernes månedlige indkomst, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Kvinderne skylder faktisk en anelse mere end mændene på få gældstyper. Det gælder for eksempel boligsikring og studielån.

Powered by Labrador CMS