Lukkede Storebælt: Sendt i spjældet
Herboende polsk mand er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger for hasarderet kørsel i påvirket tilstand
En herboende polsk mand, som lørdag kørte spirituskørsel og forårsagede et færdselsuheld, der lukkede Storebæltsbroen, er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Søndag formiddag blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.
Det fortæller Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Han er blevet varetægtsfængslet på baggrund af de sager, der er blevet forelagt.
Testet positiv
Manden er sigtet for hasarderet kørsel på strækningen mellem Odense og Storebæltsbroen, hvor han endte med at køre op i en anden bil, der holdt ved broens betalingsanlæg.
Efter uheldet testede manden positiv for spirituskørsel.
Lars Denholt fortæller, at det er alle de ting kombineret, der gør, at politiet har en sag om vanvidskørsel mod manden.
Vanvidskørsel
- Det er jo ikke sådan, at vi har en sigtelse, som hedder vanvidskørsel. Definitionen er sådan, at man laver en masse overtrædelser af færdselsloven og er påvirket samtidig.
- Så det er et sammensurium af alle de overtrædelser, han laver i går, der gør, at man definerer hans kørsel i går som vanvidskørsel, siger vagtchefen.